Jacquelyn Kotarac

af Simon Holm Petersen

Jacquelyn Kotarac

Hvordan havnede Jackie i skorstenen? Elskedew Moodie Jackie?

Jacquelyn Kotarac er et obskønt mareridt i en læge-patient-verden. Der eksperimenteres med et lyrisk spor sat over for et kommenterende. Begge forholder sig på inciterende vis til Moodie og Jackies liv sammen og hver for sig i Bakersfield, Californien.
Denne dragende prosa er en genstridig eksem, historien en skæv krimi. Her er en debutant, som vi virkelig skal lægge mærke til og passe godt på (hvilket horribelt talent).

Anmelderne skrev:
Jeg indrømmer gerne, at det kræver både flere gennemlæsninger og et par søgninger på nettet, før det går op for mig, hvad denne utraditionelle samling handler om. Men det gør bestemt ikke ideen med digtsamlingen mindre spændende. Jacquelyn Kotarac, der giver samlingen titel, bliver i 2010 kvalt fundet kvalt til døde i sin tidligere kærestes skorsten. Bag dette grumme fund gemmer sig en historie om forsmået kærlighed, der tilsyneladende får en højtuddannet læge som Kotarac til simpelthen at forsøge at tiltvinge sig adgang til ex-kærestens hus gennem skorstenen, hvor hun så kvæles i forsøget. Samlingens små prosatekster fortæller simpelthen en nærmest absurd krimi-historie fra den verden, vi kalder den virkelige. Samlingens tekster er todelte, hvor hver side øverst har en tekst, der så længere nede på samme side kommenteres i et forsøg på at opklare sagen af en kommentator, der måske er en tidligere patient hos Kotarac. Jeg synes ideen med at tage en absurd, virkelig kriminalhistorie og forsøge at tolke sagen med en poetisk tone er spændende og interessant gennemført.

En spændende og anderledes samling.

Carsten Güllich-Nørby


Hvis man ønsker plottvist, tydelig skildrede personer og en klar rød tråd i handlingen i debutantforfatter Simon Holm Pedersens krimi, går man forgæves. Til gengæld bliver læseren serveret en lille net bog, der delikat kombinerer lyrikkens syngende og lette fortællerstil med krimiens snørkler og intriger. Med et sprogbrug, der normalt ligger langt fra krimiens ellers tilgængelige jargon, lader Pedersen fortællingen om Lægen Jacquelyn Kotarac begynde:

Jacquelyn i sollys, der rikochetterer for hende lukkede øjenlåg.
Jacquelyn i et skørt, der kravler op ad låret. Ms. Matthews, hvis hals
er en kødfuld støversugerslange

Jacquelyn, eller Jackie, arbejder som læge, indtil hun bliver fundet død i en skorsten. Parallelt med fortællingen om Jackies liv og forhold til sin elsker, kører opklaringen af hendes død. Som læser får man dermed en dobbelt oplevelse af døden og livet, og hvordan det hele pludselig kan vende, idet Pedersen i øverste tekststykke fortsætter sin fortælling om den levende Jackie, og i nederste  tekststykke, adskilt af blanke linjer, kører efterforskningen om hendes død.

Som læser af bogen kan man hurtigt blive i tvivl om, hvordan man skal forholde sig til denne meget anderledes tilgang til begge genrer. Normalt tænker jeg lyrikken som noget svævende, uhåndgribeligt og eftertænktsomt – noget der er mere, end blot det, der står. Med krimien er det ofte omvendt, idet forfatteren ønsker at skrive mere handling og mere betydning ind i en mordsag, end der måske egentlig er grund til. Måden hvorpå disse to stilarter dermed kombineres er overraskende virkningsfuld, og man hører vidnesudsagn om den døde Jackie som en slags tankestrøm fra fortælleren selv: "Hun havde sine problemer – hun havde sine dæmoner – men jeg mistede aldrig respekten for hende." [2] De små detaljer og spor i efterforskningen bliver til en filosofisk overvejelse, kombineret med humoristiske tvist om livets størrelse og betydning:

Men hvorfor ville den mand ikke svare hende - selv som en
taknemmelig ven - for at have reddet hans hjerte.

Hans liv

Det er en kold, kold verden.

Og jeg har virkelig brug for søvn!

Selve bogen består ikke af mere end 24 sider, og er i et lille, enkelt bind, der lige er til at have med i
tasken, når man er på farten. Som Pedersen selv har valgt at adskille sin fortælling med mellemrum mellem de to parallelle handlingsspor, således vil jeg opfordre til at læse denne krimi små bidder af gangen, eventuelt i de små pauser, dagen byder på.

Mie Møller Nielsen (Læs anmeldelsen her.)