Så tager vi til Prag

af Annette Brogaard

Så tager vi til Prag

Annette Brogaard (f. 1982) er dansk forfatter bosat  på Vesterbro i København. Hun er uddannet sociolog og debuterede i 2010 med kortprosasamlingen Man kan ikke se det på dem.

Så tager vi til Prag handler om udlængsel, om stille desperation og om at få alle ender til at hænge sammen. Teksterne er små koncentrerede historier om hverdagen og relationer mellem mennesker.
Der er tale om ganske korte historier, en slags realistisk minimalisme, som Brogaard elegant præsenterer os for i en normal, men alligevel uhyggelig verden i et knapt og koncentreret sprog.

Anmelderne skrev:

Denne lille udgivelse indeholder fem nye prosatekster, der er noveller i en mere traditionel forstand. Det er små øjebliksbilleder, koncentreret omkring en bestemt begivenhed eller situation i personernes liv, hvor trygheden og uskylden i fx parforholdet eller i to søskendes leg krakelerer og bliver afløst af uro, ambivalente følelser og irrationalitet. Teksterne er skrevet i en nedtonet, minimalistisk stil, og forfatteren afholder sig fra at levere færdige og håndfaste psykologiske tolkninger, men overlader til læseren at drage konklusionerne.

De sprogligt fortættede historier har sans for at skildre genkendelige situationer og komplekse følelsesmæssige relationer mellem mennesker.

Jens Hjøllund

Annette Brogaard