Marmoleum

af Marie Melchiorsen

melchiorsen

Om bogen

Marmoleum er en fabuleren over sprog, element og vekselvirkning mellem dialog og monolog. Et marinebillede, hvor virkelighed og uvirkelighed er smeltet sammen til en bølgende kakofoni, udspillet på et søsat køkkengulv. 
Marie Melchiorsen har tidligere beskrevet sig selv således: ‘Som bådtype minder jeg mest om en optimistjolle, men lægger til som en supertanker’.

Om forfatteren

Marie Melchiorsen (f. 1980) er opvokset i Aarhus, uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi og Akademie der Bildenden Künste Wien. Bor og arbejder i København og Wien.

Anmelderne skrev:

Hvis man som jeg nok kendte ordet "marmor", men stod undrende over for ordet "Marmoleum", så oplyses man i Marie Melchiorsens digtkantate med denne titel om, at det er belægningen på jegets køkkengulv, som kan blive flydende og altså blive et hav. Om det hele er fiktion eller virkelighed skal jeg lade være usagt.

Det er ikke tanken, at dette værk skal sættes i musik, selv om der både optræder solister og kor. Melchiorsen kalder det et melodisk læsedrama.

Det starter meget dramatisk med altens kamp mod stemmen, der fyldf af væske tynger hene til jorden. Og snart blander sopran, tenor og bas sig med mere eller mindre rablende indfald.

...

Men der er noget melodisk i galskaben, og det kan en musikalsk sprognørd da glæde sig over.

Ole Møller

Velskrevet og originalt læsedrama med fokus på forrygende leg med ord og betydninger. En dejlig læseoplevelse for alle, der elsker kreativ omgang med sproget.

Ann Luther Petersen