Lugte af fædreland

af David Læby (udkom 12/8 2010)

laebyGlimt af en livsrejse

Af Ole Møller Dagbladenes Bureau
David Læby er på banen igen med en lille prosalyrisk udgivelse med titlen » Lugte af fædreland « . Han er en rejsende både i tid og rum, så de lugte af fædreland, som titlen stiller os i udsigt, er faktisk lugten af flere fædrelande. Et af de fædrelande, som Læby ofte vender tilbage til, er barndommens land: » Indimellem må man tænke sig tilbage, indimellem snubler man over barndommen. Man er voksen, når man falder ud af nogen andens seng. « Og så møder vi parcelhuset, skolefotografen og gamle kærestebreve fra dengang, David var dreng.  Det er ikke sådan, at bogen falder i klart afgrænsede tematiske dele. Alting blander sig. Alt foregår i spring, tanke-og sansespring. Ind mellem barndomsglimtene blander sig rejser frem og tilbage mellem Danmark og New York, tydeligvis begge fædrelande for det skrivende og erindrende jeg.
Og der er mere eller mindre kamuflerede hib til aktuelle tilstande både her og der. Det, der bærer denne lille bog, ligger frem for alt i sproget. Som små lysglimt spreder sproglige oplevelser sig ned over siderne. Oplevelser, der snarere skal sanses end forstås. Men der er også klare gennemgangsled for tanken i udsagn som dette: » Vi er ingen anden end hinanden... « . Når David Læby til slut opsummerer denne livsrejse med ordene » Jeg er en dårlig rejseleder. Jeg ser ingenting for tårer « , så må denne læser erklære sig uenig.

Om bogen

”VÆR VELKOMMEN KRUDT OG KUGLER. FESTER I ET ANDET LAND. Vi går aldrig hjem. De finder aldrig hjem, slet ikke de døde. Fred er en partykiller, krigen kildrer. Ligesom intimbarbering. Det kræver sin mand. Og hvem er det, når blodet løber som følelsen af andre mennesker løber, dryp ud over madrassen …”

I en blanding af digt-, dagbogs-, og essaylignende monolog taler teksten sig igennem spørgsmål om tilhørsforhold, solidaritet, krig, ulighed og lighed. Temaerne blandes med erindringsbilleder af opvækst, rejser og årstidernes vekslen med små, flygtende dyr over marker og igennem tingenes verden.
Teksten spænder mellem alvor, humor, poesi og prosa, der glider over og ind i hinanden over tematiske og poetiske afstande.

Om forfatteren

David LaebyDavid Læby (f. 1969) debuterede i 1989 med digtsamlingen HIMMELTEGNEREN; har siden udgivet digte og prosa, modtaget legater og en præmiering fra Statens Kunstfond og udkommet med romanen SKYTS i oversættelse i Finland.